Chief Technology Officer
Nyoprettet CTO-rolle hos Frameo: global markedsleder, 60 %+ vækst, stærk EBITDA. Du sætter den tekniske retning fra bunden med reference til CEO.
We usually respond within a week

Chief Technology Officer
Frameo er global markedsleder inden for noget, du måske ikke vidste fandtes: mere end 25 millioner aktive billedrammer verden over kører på Frameos software. Frameo søger nu en ambitiøs CTO, der skal tage teknologien til næste niveau.
Frameo er en Aarhus-baseret scale-up, grundlagt i 2015, som udvikler softwaren bag Wi-Fi-billedrammer. Med mere end 26 mio. app-downloads, tilstedeværelse i 130 lande og en markedsandel på over 50 procent er de den globale markedsleder inden for deres felt.
Softwaren kobler mennesker sammen på tværs af kontinenter. Et billede sendt fra en telefon i Danmark lander sekunder senere på en ramme hos bedsteforældre i USA eller Australien. Det er enkelt for brugeren, men teknisk udfordrende bag kulisserne.
Forretningen er sund: en årlig vækstrate på over 60 procent, en EBITDA-margin i særklasse, fire år i træk som Financial Times 1000-virksomhed og gentagne Gazelle-priser. Frameo er 57 kolleger i alt, med hovedkontor i Aarhus C og salgskolleger i Kina, og en uformel, ambitiøs organisation med kort fra tanke til handling.
Rollen
Frameo er vokset hurtigt og er nu på det punkt, hvor teknologisk lederskab bliver afgørende for næste kapitel. De har bygget et produkt, mange mennesker holder af, men vil videre: modernisere platformen, styrke det tekniske fundament og processerne, og åbne nye markeder og produkter.
Det er en nyoprettet rolle og en sjælden mulighed: du kommer ind i en virksomhed, der allerede tjener penge og har global skala, og får frihed til at sætte den tekniske retning fra bunden. Der er ingen brændende platform, men en stærk forretning, der vil bygge ordentligt til fremtiden.
Hvad du kommer til at gøre
Definere og eksekvere Frameos teknologiske strategi i tæt samspil med CEO og ledergruppen.
Tage det fulde ansvar for softwarearkitekturen: en skalerbar, robust platform i krydsfeltet mellem cloud, mobilsoftware og connected devices.
Modernisere udviklingspraksis med moderne DevOps, CI/CD, automatisering og kvalitetssikring, så der leveres hurtigere og mere sikkert.
Udvikle den tekniske organisation: bygge struktur, styrke processer og kvalitet, og tiltrække og fastholde stærke profiler.
Være teknisk rollemodel og være med til at udvikle den måde, der arbejdes på, sammen med et team der selv er i gang med at flytte sig.
Omsætte forretningsbehov til tekniske prioriteringer og kommunikere klart til både udviklere, ledergruppe, bestyrelse og kommende investorer.
Du får det fulde tekniske mandat over arkitektur, teknologivalg, roadmap og bemanding af tech-organisationen, med direkte reference til CEO og plads i ledergruppen.
Vi forestiller os, at du
Er stærk på softwarearkitektur og kan gå i dybden sammen med udviklerne, så tekniske valg træffes på et solidt fagligt grundlag.
Er nysgerrig på den løsning, Frameo har bygget, og går til den med respekt for de valg, der blev truffet undervejs.
Har reel ledelseserfaring med personaleansvar, ikke kun et stærkt teknisk fundament. Du kan regne baglæns fra en strategi til det, der skal ske i næste uge.
Har høj emotionel intelligens: Du sætter retning og grænser med ro og respekt, hverken som en, der sparker døren op, eller som en, der bare vil please.
Har været på en scale-up-rejse med vækst og teknisk kompleksitet og kender de udfordringer, der følger med at modne en organisation.
Er nysgerrig på moderne, AI-drevet udvikling og ser, hvordan det ændrer måden, vi bygger software på.
Har erfaring med forbrugervendt software, mobil (iOS og Android), cloud-platforme og gerne connected devices eller IoT, hvor hardware og software smelter sammen.
Har lyst til at eje et produkt, der står i folks stuer, og gerne selv som bruger.
Taler og skriver flydende dansk og engelsk.
Er baseret i Aarhus-området eller klar til at flytte hertil.
Frameo tilbyder
En central, indflydelsesrig rolle i en af Danmarks mest succesfulde softwarevirksomheder.
Plads i ledergruppen med direkte adgang til strategiske beslutninger.
Et produkt, der bruges af millioner verden over.
Fuldtid, 37 t/uge, med fleksibilitet og mulighed for hjemmearbejde.
Attraktiv lønpakke tilpasset din profil og erfaring, pension og sundhedsforsikring.
Et stærkt socialt fællesskab og et team, der bakker hinanden op.
Ansøgning og proces
Kold+Partners varetager rekrutteringen for Frameo. Send din ansøgning og CV via knappen. Vi screener og taler med kandidater løbende, så vent ikke med at søge.
Har du spørgsmål til rollen, er du velkommen til at kontakte mig, Peter Kold, på peter@koldpartners.com / 29890903. Al kontakt behandles fortroligt.
Frameo er en arbejdsplads for alle og opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge, uanset baggrund.
- Company
- Frameo
- Locations
- Frameo - Århus
- Employment type
- Full-time